torsdag den 16. februar 2012

Maskinparken udvides...

Efter at have købt en kaffe fuldautomat, skulle der findes en ny type kaffe. I starten blev der bare købt hele kaffebønner, men i takt med at min interesse for kaffe steg, skulle der prøves noget mere.

Første skridt var at der blev købt kaffe hos risteriet i Studiestræde. I takt med at jeg læste om kaffe på diverse kaffeforaer, steg min nysgerrighed om kaffe og næste skridt var derfor at prøve at riste min egen kaffe. Der blev derfor indkøbt grønne kaffebønner.

Ideen med at riste selv, er at de grønne kaffebønner har en relativ lang holdbarhed (>1 år), sammenlignet med en ristet kaffebønne (14 dage).

Samtidig er kiloprisen lavere for en grøn kaffebønne, sammenlignet med en ristet kaffebønne.

Prisforskellen skal dog tages med et vist forbehold, da der fordamper en del fugt og vægten dermed reduceres, når kaffebønnerne ristes.

Den væsentligste årsag til at riste selv, var dog ønsket om en bedre kaffenydelse, samt min egen nysgerrighed og ønsket om selv at påvirke det færdige resultat i det hele taget.

De første par ristninger blev foretaget i en normal bageovn, med meget varierende resultater. Jeg tror den største udfordring var at opnå en ensartet ristning, grundet forskellig varmefordeling i ovnen. Derudover var det vigtigt med en ensartet afstand mellem kaffebønnerne, så ristning i bageovn blev aldrig nogen stor succes.

På trods af de blandede resultater med mine første kafferistninger, var min interesse for kaffe dog for stor til at jeg bare kunne give op.

Jeg læste videre og blev snart klar over at jeg skulle have en rigtig kafferister. Jeg overvejede flere modeller, før jeg besluttede mig for en gene café. Den blev købt hos http://www.docklands-coffee.de.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar