fredag den 17. februar 2012

Endnu en udvidelse...

Omkring sommerferien 2011 var det ved at være tid til at der skulle ske noget nyt. Det var længe siden jeg havde købt nyt kaffeudstyr og jeg havde derfor lyst til at opgradere.

Jeg overvejede en del forskellige espressomaskiner, bl.a. en brugt Grimac Mia espressomaskine. Desværre var der noget galt med maskinen da jeg var ude for at se den, så den blev det ikke.

Efter en del overvejelser, endte jeg med det sikre valg, en Rancilio Silvia espressomaskine og en Rancilio Rocky grinder.

Desværre har jeg fundet ud af, at det ikke er helt nemt at brygge en god kop espresso. Ligesom med ristning af kaffe, er der mange parametre der påvirker det færdige resultat. Og det er en stor udfordring, kun at ændre én parameter ad gangen.

Ud over kaffebønnerne som naturligvis påvirker smagen af den færdige espresso, påvirkes espressoen også af kaffens formalingsgrad, af måden som kaffen stampes på, samt temperaturen når der brygges.

Man brygger ikke bare en espresso, så desværre vælger jeg ofte en hurtig kop kaffe fra min kaffe fuldautomat, fremfor at brygge en espresso på min espressomaskine. Det betyder igen at jeg ikke får øvet mig nok, så jeg er havnet i en ond cirkel.




torsdag den 16. februar 2012

Gene Café

Så blev der indkøbt et stk. Gene Café og nu troede jeg det hele ville blive meget nemmere. Jeg blev dog hurtigt klogere.

Den første overraslelse var at opleve, hvor meget røg en kafferister kan lave, i en lejlighed på 3. sal.

Derudover var det svært at riste ensartet fra gang til gang. Mulighederne for variationer i ristning var jo nærmest uanede, så selvom der er mulighed for at styre både tid og temperatur, måtte jeg hurtigt konstatere, at det ikke er simpelt at riste ensartet fra gang til gang.


Der er forskel på om risteren er kold eller varm når der ristes. Mængden af kaffe påvirker ligeledes temperaturen. Hvis der er for lidt kaffebønner i tromlen, bliver temperaturen simpelthen ikke høj nok.

Nu hvor vi bor i hus, rister jeg udendørs og der påvirker vejret ligeledes ristningen en del. Det siger sig selv at både vind og temperatur har indflydelse på ristningen, men også luftfugtighed har indflydelse på det færdige resultat.

Som det fremgår af ovenstående, er jeg langt fra at mestre kafferistningens kunst. Jeg har dog ikke givet op, da det simpelt hen er for spændende at riste min egen kaffe.


Maskinparken udvides...

Efter at have købt en kaffe fuldautomat, skulle der findes en ny type kaffe. I starten blev der bare købt hele kaffebønner, men i takt med at min interesse for kaffe steg, skulle der prøves noget mere.

Første skridt var at der blev købt kaffe hos risteriet i Studiestræde. I takt med at jeg læste om kaffe på diverse kaffeforaer, steg min nysgerrighed om kaffe og næste skridt var derfor at prøve at riste min egen kaffe. Der blev derfor indkøbt grønne kaffebønner.

Ideen med at riste selv, er at de grønne kaffebønner har en relativ lang holdbarhed (>1 år), sammenlignet med en ristet kaffebønne (14 dage).

Samtidig er kiloprisen lavere for en grøn kaffebønne, sammenlignet med en ristet kaffebønne.

Prisforskellen skal dog tages med et vist forbehold, da der fordamper en del fugt og vægten dermed reduceres, når kaffebønnerne ristes.

Den væsentligste årsag til at riste selv, var dog ønsket om en bedre kaffenydelse, samt min egen nysgerrighed og ønsket om selv at påvirke det færdige resultat i det hele taget.

De første par ristninger blev foretaget i en normal bageovn, med meget varierende resultater. Jeg tror den største udfordring var at opnå en ensartet ristning, grundet forskellig varmefordeling i ovnen. Derudover var det vigtigt med en ensartet afstand mellem kaffebønnerne, så ristning i bageovn blev aldrig nogen stor succes.

På trods af de blandede resultater med mine første kafferistninger, var min interesse for kaffe dog for stor til at jeg bare kunne give op.

Jeg læste videre og blev snart klar over at jeg skulle have en rigtig kafferister. Jeg overvejede flere modeller, før jeg besluttede mig for en gene café. Den blev købt hos http://www.docklands-coffee.de.





Kaffe Nørd

Inspireret af min første blog http://splintogco.blogspot.com/ samt de positive erfaringer, har jeg besluttet mig for at oprette denne blog.

Her i bloggen vil jeg fortælle om min passion for kaffe.

Jeg startede med at drikke kaffe, da jeg som 24 årig fik mit første job. Det vil sige at jeg først startede med at drikke kaffe i en sen alder.

I en del år blev der primært drukket kaffe på arbejdet, og så en kop nescafé derhjemme i ny og næ. Det var fint nok, men heller ikke mere end det.

Det egentlige gennembrud kom, da jeg var heldig at finde en helt ny Melitta Caffeo Lounge til 2.500 kr. Ikke en rigtig espressomaskine med portafilter og separat kaffekværn, men stadig meget bedre end hvad jeg tidligere havde været vant til.

Jeg ved ikke hvad der er den primære årsag til forbedringen. Faktisk tror jeg overvejende at det skyldes, at selve kaffebønnerne der benyttes i en fuldautomat er væsentlig bedre, end formalet kaffe. Desuden er kaffebønnerne jo friskmalede.